Udpluk af Ribe Omegns Biavlerforenings historie Afsnit 4-5

Hvis man nøje gennemlæser, hvad Tidsskrift for Biavl (T.f.B.) refererer fra DBF’s 25-års jubilæum får man en fin fornemmelse for flere ting, hvad skal der til at starte en forening, nogle der ER noget; men lige så vigtigt er det, at finde nogen der KAN noget (en lærer fx).

T:f.B. 5. Juli 1891 AF FESTSKRIFTET:

Af ‘Festskrift ved Danmarks Biavler-Forenings 25 Aars Jubilæum 5te Juli 1866 - 5te Juli 1891. Af Hans Erslev. Trykt i Kalundborg 1891’ fremgår det (frit citeret):

I 1860 begyndte Th. Thorson at udgive “den danske Biven”; med efter et par år indstilles virksomheden på grund af ringe tilslutning.

1862 udgav så baron Sophus Bretton “Nordisk Tidskrift for Biavl”; men på grund af krigen ophørte bladudgivelsen i straten af 1864.

I 1861 oprettede A. Bruun på et møde i Malmö en skandinavisk forening “Nordens Bivenner”, som skulle samle biavlere i de tre nordiske lande; men sigtedes nok for højt.

Det var derimod først da depotsergent A. C. Andersen i Nyborg (født 7.11.1821) henvendte sig til Justitsråd C. Lange til Ørbæklunde og konsul Joh. Kruse til Nordskov og bad dem om at være medindbydere til et møde i Nyborg, at tingene tog fart. Et par af egnens bedsteborgere øger som regel chanchen for at tingene lykkes.

På mødet d. 5 Juli 1866 valgtes en komite bestående af tre samt lærer K. Hørlück, Hesselager, Fyn (født 5. dec. 1826) til at sammensætte et lovudkast og sammenkalde til et nyt møde med henblik på konstitution. Sjovt nok skal der ofte en lærer til, når der skal laves et stykke organisatirisk fodarbejde.

Dette møde blev fastsat til d. 15. oktober samme år i Odense. Bestyrelsen valgtes og lovene vedtoges. De fire oprindelige blev indvalgt i bestyrelsen; men man får dampskibs-ekspeditør Grill fra Odense med i bestyrelsen, altså endnu en indflydelsesrig mand.
Andersen blev valgt som redaktør for ‘Tidsskrift for Biavl’. For kontingentet på 2 kr. skulle han selv beholde 2/3; men så binde sig for at udsende ‘et ark’ hvert kvartal til medlemmerne af bladet. Hørlück valgtes til formand. Andersen til næstformand, og endelig blev dampskibs-ekspeditøren valgt til sekretær og kasserer.

I løbet af det første år steg medlemstallet til over 100. Endvidere var det blevet belsuttet, at man også ville optage medlemsfilialer uden for Fyns stift.
Den første af disse blev Horsens i februar 1868, så fulgte Slagelse, Ribe osv.

Anledningen til at hovedforeningen offentligt blev erklæret for ‘almindelig dansk biavlerforening’ var ret mærkelig.
Formanden for Ribe Biavlerforening, maler Hansen i Damhus, havde nemlig i oktober 1868 sammenkaldt til et møde i Jedsted, ved hvilket han opfordrede biavlerne til at deltage i biavlsudstillingen i Nyborg og fremhævede nødvendigheden af, at filialerne arbejdede sammen med hovedforeningen i Nyborg.
Denne udtalelse blev stærkt imødegået af flere lokale biavlere, der mente, at den vestjyske honning og mjød stod alt for langt tilbage for den østjyske og fynske til, at der kunne være tale om nogen sammenligning.
Flertallet i det vestjyske mente altså, at man burde passe sig selv, og ikke have forbindelse til “den fynske forening”!
Formand Hansen nedlægger sit mandat, og redaktionen at T.F.B. erklærede i den anledning at det var fuldkommen rigtigt, at netop sammenholdet mellem biavlerne var en betingelse for sagens fremgang, og at foreningen der udgav T.f.B., burde betragtes som en “biavlerforening for hele landet”!

Hvis de øvrige medlemmer nu havde set formand, malermester Hansens geni med det samme, så havde det ikke været noget, man skulle ribbe op i 25 år senere. Men nu bruges historien så til at illustrere, at sammenhold og samarbejde gør stærk. Det er ikke første eller sidste gang, der har været kamp og stridigheder i Ribe og Omegns Biavlerforening, skal det vise sig, måske er det det, den er blevet så stærk af.

Søren Brandrup

Læs afsnit 6 ->